FORBINDELSE

FORBINDELSE

1. august 2019 0 Af Metta Myrna

En helt grundlæggende del af de fleste moderne menneskers verdensbillede, er forestillingen om, at vi er adskilte væsner. På trods af, at konkurrence-mentaliteten – som er en konsekvens af denne forestilling – som bekendt medfører en lang liste af elendigheder for menneskeheden, lige fra krig, ekstrem ulighed og udbytning, til udpining af vores jord, dyrker vi den intenst i denne tid, især i vores del af verden.

Den dagligdags konsekvens af ideen om seperation, er den eksistentielle ensomhed, som deles mere eller mindre akut af os alle. Længslen efter forbindelse er drivkraft bag enorme industrier.

I håbet om, at det vil få os til at føle os som en accepteret, meningsfuld del af et fællesskab, at have det rigtige tøj, de rigtige meninger, den rigtige krop eller karriere, er vi villige til at ofre næsten hvad som helst.

En interessant ny industri, som er dukket op især de seneste årtier, er den “spirituelle”. Gamle metoder til at styrke forbindelse bliver i stor stil omfortolket, så de kan bruges som et middel for den enkelte til at blive oplyst, i håbet om, at det helt rigtige afklarede, mindfulde smil, på den veltrimmede krop i det smarte yogatøj, vil fjerne ensomheden.

En anden strategi for at slukke længlen, er misbrug. Sukker, sociale medier, shopping, sex, arbejdsomhed, alkohol og stoffer er eksempler på midler, som umiddelbart kan erstatte oplevelsen af den forbindelse, vi længes efter. Men fordi de bare er en erstatning, virker de jo desværre alt for kort, så vi må overdrive brugen helt til det bliver giftigt for os, hvis vi vil undgå at mærke tomheden igen.

Men er vi overhovedet adskilte? Hvad nu, hvis hele den ide er en illusion?

Hvis kvantefysikerne og de gamle kulturer har ret, så findes der måske ikke anden adskillelse mellem mennesker (og endda alle levende væsner, selve jorden inkluderet), end dem vi selv kreerer i vores hoveder.

I så fald, er der ikke andet vi skal gøre, for at opleve den forbindelse vi længes efter, end at slippe de forestillinger, som forhindrer os i at mærke den.

I så fald er der i det hele taget ikke noget som helst vi bør udrette, andet end simpelthen at være til, fordi alt hvad vi gør, oplever, tænker og føler, bidrager til den fælles eksistens, vi er en del af. Det medfører et kæmpe ansvar, at vi konstant påvirker alting, men vi kan til gengæld ikke være bedre eller dårligere til det, end nogen andre, for der findes ikke “nogen andre”.

Og vi er aldrig alene eller forladte. Vi har altid direkte adgang til al den inspiration, energi og kærlighed vi kan ønske os.

Dette koncept kan måske virke lidt bastant og religiøst. Det er meget muligt, at reailteten bedre kan beskrives som en mellemting mellem total adskillelse og total forbindelse. Men med en smule åbenhed er det nemt at opdage, at vi kollektivt påvirker hinanden i meget høj grad, på måder, som er uforklarlige med det efterhånden gammeldags adskillleses-paradigme. Hvis almindelige dagligdags oplevelser ikke er nok, til at overvinde skepsissen, findes der utallige videnskabeligt underbyggede ekspemler på synkronisitet, som underbygger forbindelsen. F.eks da man i laboratorier verden over længe havde arbejdet på at få et bestemt sukkerstof til at krystalisere og det synonymt skete samtidig alle stederne. Eller da man lærte aberne på en isoleret ø at bruge et redskab og aberne på en anden ø samtidig begyndte at gøre det. Google selv videre og find flere eksempler.

Efter min mening er det mest meningsfulde vi kan bekæftige os med som mennesker i denne tid, at styrke oplevelsen af forbindelse. Ikke ved at SKABE forbindelse – for den er der allerede – men ved at lægge mærke til den.

Alt hvad jeg arbejder med, har som mål, at hjælpe mig selv og andre til at erkende vores forbindelse, ved at styrke vores evne til det og ved at slippe det, som forhindrer os i det.