KRISE

KRISE

1. august 2019 0 Af Metta Myrna

Det kan være et dødsfald som udløser den. Eller det kan være en skilsmisse, en fyring, en forfremmelse, en indsigt, en sygdom, faktisk hvilken som helst forandring i det vante. Uanset hvad, så er krisen i sig selv en form for dødsfald.

En uigenkaldelig ende på det, som var. Derfor er en krise per definition angstfremkaldene, fordi vi har en grundfæstet modvilje i os, mod forandring. Ikke nødvendigvis fordi det velkendte er perfekt, men fordi forandringen er til noget ukendt. Vi er allesammen mere eller mindre bange, for de mulige farer og potentielle kaos, der ligger i det ukendte og derfor skal vi som regel tvinges til det, hvis vi skal ændre noget grundlæggende i vores liv. Tvinges af en krise.

For en krise er også begyndelsen på noget nyt. Der er ingen grund til at antage, at den form, livet vil tage efter en krise, er dårligere end den var før. Tværtimod indvarsler krisen med al sandsynlighed positive forandringer. Spørger du folk, som har været gennem alvorlige kriser, er de som regel dybt taknemlige over de forandringer, som de har vist sig at bringe med sig.

Når jeg oplever folk, som står midt i en alvorlig krise, har jeg tit lyst til at sige tillykke, fordi jeg ved, at de står på kanten til noget nyt og stort i deres liv. Men for det meste siger jeg noget andet, fordi jeg også ved, hvordan det føles at stå der, midt i det ukendte, og mærke jorden skride væk under mine fødder.

Min barndom og ungdom var fuld af bratte, dramatiske skift, jeg er blevet skilt to gange fra mænd jeg havde små børn med, min søns far døde af kræft da han var 43, min lillebror døde pludseligt da han var 34. Min verden er brudt sammen utallige gange, senest da jeg blev indlagt med meningitis på min 41 års fødselsdag og efterfølgende var tvunget til at indse, at den måde jeg levede ikke bare kunne, men var nødt til at ændres grundlæggende.

Jeg er helt klar over, at krisen oftest føles mere som et angreb end som en gave, og når den indtræffer, føler jeg mig oftere som et magtesløst offer, end som en kraftfuld og modig person i gang med at forandre min verden, .

Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at kriser opstår, fordi der er noget, som trænger til at blive forandret, som vi ikke er villige til at gøre noget ved frivilligt.

Med større mod og forandringsvillighed i hverdagen ville vi ganske sikkert kunne undgå mange af kriserne. Men når vi nu er skabt som magelige vanevæsner, er det bedste vi kan gøre nok, at tage imod kriserne som en gave, når de opstår, fremfor at prøve at bekæmpe dem eller bedøve os selv, til ikke at mærke dem.

Det kræver mod. Og det kræver, at vi er åbne overfor muligheden for, at alt ubehageligt måske ikke nødvendigvis er negativt (læs evt. mere om det under “Lykke”). Men det er muligt. Og det er spændende.