SMERTE

SMERTE

1. august 2019 0 Af Metta Myrna

De “sår”, som vi alle bærer med os fra livets traumatiske oplevelser, består egentlig i sammentrækninger i vores system.

Sammentrækningerne sker, for at skåne vores bevidsthed fra, at mærke smerten fra den traumatiske oplevelse. Men selvfølgelig er det ikke kun smerten, der bliver forseglet derinde. Også følelser, der ligger tæt på den i registret bliver låst fast og ydermere hindrer sådan en sammentrækning naturligvis et frit flow i området. Jo større sammentrækningen er og jo flere der er af dem, jo mere rigid og størknet bliver hele systemet omkring og det kan mærkes, i form af både fysisk og følelsesmæssig stivhed, smerte og energiforladthed.

Så længe sammentrækningen er ubevidst, har den en høj grad af indflydelse på vores valg og adfærd, uden at vi bemærker det. Dens opgave er jo, at skåne vores bevidsthed fra den oprindelige smerte. Det gør den ved, at skræmme opmærksomheden fra at søge derhen.

Hvis jeg kommer tæt på, at blive mindet om smerten, vil jeg opleve stærkt ubehag og modvilje, måske bare som en uforklarlig og knap bevidst trang til at aflede mig selv og/eller situationen, måske endda manifesteret fysisk som kvalme eller andre angst-symptomer. Denne mekanisme kan medføre, at vi tager alle mulige irrationelle og potentielt destruktive valg i vores liv og relationer, guidet af trangen til at manøvrere uden om dette ubehag.

Men måske er den smerte, som vi gør så meget ud af at undgå, i virkeligheden slet ikke så slem. Måske er konsekvenserne af vores undgåelsesmanøvrer faktisk helt uproportionelt meget værre, end det ville være at mærke smerten.

Sandsynligvis var det det rigtige at gøre, dengang vores system tog beslutningen om, at sætte disse barrikader op om den smerte. Du ville måske ikke have overlevet som helt menneske, at mærke denne følelse med fuld styrke, da du kom ud for oplevelsen som spæd, som 3-årig, som teenager eller sidste år. Men det betyder ikke nødvendigvis, at følelsen stadig er farlig.

Smerte er ikke farlig i sig selv. Forsvarsmekanismerne mod smerte kan derimod være rigtig farlige i længden.

Vi har dem allesammen. Vi er allesammen mere eller mindre forkrøblede følelsesmæssigt og klar til at gøre nærrmest hvad som helst, for at undgå at blive mindet om grunden til, at vi endte sådan. Men med lidt mod, er det muligt at ændre den tilstand for os selv.

De forsvarsværker, som vi egentlig ikke behøver længere, kan vi faktisk beslutte os for at slippe igen. Det kræver bare mod. Selvfølgelig fordi det medfører, at vi kan mærke den smerte, der ligger gemt derinde. Men min erfaring er, at smerten som regel slet ikke er så svær at have gøre med mere, som den var dengang man var spæd og følte sig forladt, var 3 år og følte sig svigtet, var teenager og følte sig uelsket, eller sidste år følte sig magtesløs. Eller hvad det nu end var, at vi engang ubevidst besluttede os for, var for farligt at mærke fuldt og helt.

Det, som rigtigt kræver mod er, at turde lade barrikaderne falde. At udvide rummet omkring den forseglede følelse, på trods af al den modstand der er blevet lagt som miner i området, for at forhindre opmærksomheden i at opsøge det. Den modstand giver sig udtryk i det samme sprog, som din daglige radar kommunikerer med, når du navigerer rundt i hverdagens valg. Den råber NEJ – IKKE DEN VEJ! med alt hvad den har til rådighed af tanker, fornemmelser og fysiske udtryk for, at det har har du IKKE lyst til, det er IKKE godt for dig.

Forskellen på modstands-minerne og den rigtige radar er, at fornemmelserne fra din sunde kristiske sans ikek fordamper, hvis du giver den plads uden at reagere på den.

Det første skridt, i det nogle vil kalde heling og som jeg her kalder udvidelse er, at blive bevidst om, at der er noget i dit system, som kunne fungere bedre. Det næste er, at have en intention om, at slippe de sammentrækninger, som du ikke længere har brug for og alle de tvangsmæssige handlinger der følger med dem. Fra intentionen kommer modet til at gøre det.

Det sidste skridt er så, at begynde at udvide dig. Det kan gå i det tempo, som passer dit temperament bedst.

De utålmodige kan foretrække, at udvide sig med hjælp fra bevidsthedsudvidende håndgranater, de mere forsigtige foretrækker mere blide redskaber. Jeg tror, at det er en individuel sag, hvad der virker bedst.

Uanset hvilket tempo du foretrækker, er selve processen helt enkel: Giv plads til den følelse eller fornemmelse der nu er, uden at reagere på den. Det er ikke vigtigt hvad du synes om den eller om den er behagelig eller ej. Der er i det hele taget intet andet vigtigt i den situation, end at give plads til, hvad end den bringer. Det kan være helt fysisk plads: at lade åndedrættet fylde hele brystet og slappe så godt af i kroppen som muligt. Og det kan være en fornemmelse af at udvide sig indvendigt, så følelsen får al den plads, den kan bruge. Så det er den ikke længere svær at rumme. Så er der ikke længere noget at frygte.

Forsvarsmekanismerne fordamper, i det øjeblik du ikke reagerer på dem og følelsen de var bygget op omkring bliver mindre frygtindgydene, for hver gang du udvider lidt omkring den, så den får plads.

Eller med andre ord: Hver gang du tør at give dig selv lov til, at mærke den, bliver du lidt større indeni og dermed lidt mere fri.